VARIATION – SPAGHETTI CARBONARA MED GRØNT

GIV DIN HVERDAGSMAD EN MAKEOVER

 

Denne simple og velsmagende italienske klassiker kan fortrænge ethvert spor af en vinterdepression. Pimp den traditionelle pastaret med et par håndfulde vintergrønt, så vil både krop og sind takke dig. 

 

Ingredienser:

 

- 200 g spaghetti

- 100 g bladgrønt (grønkål, spinat eller palmekål)

- 1 æg + 1 ekstra æggeblomme

- 50 g parmesanost

- 150 g pancetta i tern*

 

Valgfrit:

 

- 1 tsk. hvidløgsolie

- ½ tsk. tørrede chiliflager

 

*Har du ikke pancetta? Så brug bacon.   

 

Til 2 pers.

 

Sådan gør du:

 

1. Hæld vand i en stor gryde, og bring det til kogepunktet. 

2. Skær de grønne blade i mundrette stykker, kom dem i det kogende vand et øjeblik, og tag dem op med en hulske, eller spatel. 

3. Kog spaghettien som anvist på emballagen.  

4. Riv parmesanosten fint, mens pastaen koger.

5. Slå æggene ud i en skål. Tilsæt den ekstra æggeblomme, 2/3 af osten, lidt friskkværnet sort peber og pisk det hele godt sammen med en gaffel. Sæt skålen til side. 

6. Steg dine pancetta- eller bacontern 4-5 minutter i din største pande ved middel varme (der skal være plads til både pasta og grøntsager om et øjeblik). 

7. Når pastaen er kogt, hældes vandet fra. Gem en stor skefuld af det stivelsesholdige kogevand. 

8. Hæld den drænede pasta over kødet og tilsæt det gemte kogevand.   

9. Tag panden af varmen. Tilsæt grøntsager og ægge-/osteblandingen, og rør til pastaen er dækket.  

10. Server i skåle og drys resten af osten over.  

 

Tip:

 

Skru op for smagen.

Dryp et par dråber hvidløgsolie over hver portion for at give ekstra smag, eller drys med tørrede chiliflager for at give retten kant.